Sommerhuset

 

Indretning

I stueetagen er der gulvvarme overalt, 2 store indbydende dobbeltværelser, det ene med elevationssenge og walkin-closet /depot mv. gemt bag et stort spejl.

Begge værelser har terrassedøre med udgang mod sydvendt træterrasse.

I entreen, der fungerer som ”forstue”, står den store brændeovn, der let varmer hele huset op. Fra entreen åbner en dør mod vest, hvor vi om sommeren kan spille bordtennis på den overdækkede terrasse.

Huset badeværelse er stort og med separat bruser samt vaskemaskine. Ingen tørretumbler – men en tørresnor i haven! Ej heller spa eller sauna.

Første sal er eet stort stue – køkken – alrum med loft til kip og en fantastisk udsigt.

Mod øst fascineres vi året rundt af søen, der rummer frøer og vandsalamander og tiltrækker insekter og fugle i massevis. Der har på skift været rugende Blishøns, Grønbenet rørhøne og i 2017 fik en Spidsand 7 ællinger, hvis liv og vækst vi  kunne følge i flere måneder.

Andre ænder, gæs og sågar svaner har vi haft på gæstevisit.

Mod syd er der både inde fra stuen og ude på den store altan et fantastisk view over himmel og hav ved Begtrup Vig og ned over Helgenæs. Sejladsen til og fra Århus kan følges med og uden kikkert.

Mod vest kan man i klart vejr se hele vejen over Skødhoved til Århus.

Køkkenet er forholdsvis stort og praktisk (med nyt stort Liebherr køleskab (med biofreshskuffer) samt opvaskemaskine og alm. komfur). Der er bestik og porcelæn m.v til 8 personer.

I 2015 blev vi færdige med de sidste udvendige terrasser, og i 2016 har vi etableret et rigtigt ”Driver-hus” med plads til afslapning blandt tomater, citrus og oliven.

Hermed er ”ringen sluttet” og ejendommen består nu igen af 4 forskellige bygninger placeret rundt om den tidligere gårdsplads, der er dag udgøres af en ”Rotunde” lavet af bøgehække. I den indre gård kan liggestolen nydes i læ for de skiftende vinde, der ofte blæser på Mols.

Som det fremgår af ovenstående, er det ikke et almindeligt sommerhus, vi har investeret i – og slet ikke et almindeligt udlejningshus.

Vi betragter huset på Mols som vores hjem, og vi kalder os ofte for ”molboerne”.

Men livet står ikke stille, og der er mange skønne steder i verden. Så mens vi tager en afstikker til andre græsgange, vil vi gerne dele huset med andre.

Vi tænker ikke på dig som ”lejer” men som ”gæst” – og forventer, at du passer på stedet, som var det dit eget.

Sommerhuset, der er egnet til i alt 4 personer, kan lejes alene eller sammen med gæsteannexet, hvor der er yderligere 2 sovepladser (se særskilt beskrivelse).

Historie m.v

Klokkerholm 5 har tidligere været en 4- længet landejendom med tilhørende jorde.

I 2000 blev ejendommes jord solgt fra til sommerhusudstykning både nord og syd for grunden, og huset fik selv status af sommerhus.

De tidligere ejere byggede i 2009 det fine Gæsteannex – velegnet til flere formål.

Vi købte huset i 2012, hvor vi startede flere haveprojekter, inden vi i  2013/14 gik  i gang med en total ombygning af selve hovedhuset. På nær skorstenen og tagkonstruktionen er alt udskiftet og moderniseret, så det nu fremstår som et hus med helårsstatus på i alt 140 m2 i to plan.